Zenia Barbara

Hvem skal gøre mig rask? – Blogindlæg om at blive overladt til sig selv i systemet.

Tilbageblik

Tilbage til d. 27. december 2018. Jeg er på vej til lægen.
Forud for dagen har jeg haft et møde med jobcenteret og min A-kasse.
Min sagsbehandler fra a-kassen kigger på et tidspunkt på mig og spørger “Zenia, har du det godt?”
Nej, det tror jeg ikke.

Derfor er jeg på vej til lægen, jeg har det ikke godt og blev opfordret til at komme afsted.
Min læge som er en kvinde, som altid virker til at have rygende travlt, satte sig ned og tog sig tid. Talte ting igennem, tog nogle tests, og konklusionen, jeg har en svær depression.

Medicin

Jeg blev sygemeldt på stedet! og sat i medicin behandling. Kig tilbage, er medicin behandlingen nok det dummeste jeg nogensinde har sagt ja til, men jeg vidste, hvis jeg siger nej til at blive dopet, så siger jeg nej til hjælp. Hvilket i sidste ende kunne have været det samme.

Udover Sertralin tog jeg også Circadin, som er mod søvnløshed. Jeg led meget af at jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen og bare lå og kejtede rundt i sengen til langt ud på natten.

Den største bekymring jeg havde med at blive medicineret var vægtforøgelsen.

Jeg havde efter Emilie blev født tabt mig 15 kg og holdt det ret godt. Lægen forsikrede mig at vægtstigningen afhænger af en selv, og hvad man propper i munden.

 

Hvad skulle der så ske

Efter jeg var sat i gang med medicin startede en masse samtaler med min egen læge og samtaler hos en sagsbehandler på jobcenteret.

Sammen med sagsbehandleren lavede vi en liste med ting jeg skulle udfører herhjemme Så som tømme opvaskeren, gå en tur, støvsuge osv. almindelig huslige pligter, som i mit hovedet var kæmpe store.

Min sagsbehandler ville rigtig gerne have mig i gang med noget, så jeg kunne blive jobklar og jeg startede på et forløb som hed JOBINPLACE. Det er et 4-ugers forløb, som består af undervisning, mindfulness og andre ting som skulle gøre mig rask og klar igen. Jeg skulle møde 2 gange om ugen.

I starten gik det fint med at møde ind og det var egentlig et ganske fint forløb.
Det jeg ikke brød mig om, var at man skulle sidde og åbne sig op over for vidt fremmede mennesker. Jeg tror vi var 10 på holdet.
Derudover havde jeg stadig mange samtaler med læge og på jobcenteret. Jeg synes jeg havde utrolig meget at lave, hele tiden og havde ikke tid til bare at være syg.
Jeg faldt desværre fra på holdet og måtte stoppe det.

Hvem skal gøre mig rask?

Til samtalerne med lægen spurgte hun hvordan det gik, fik jeg lavet noget derhjemme, tog jeg min medicin og om jeg havde selvmordstanker. Det var det. En ny tid blev aftalt og jeg var ude af døren igen efter 5 minutter.

Midt i mit eget sygdomsforløb blev min egen læge desværre selv sygemeldt. Jeg stod nu overfor, at jeg skulle have samtale med en lægevikar.

Jeg tror, det er det tætteste jeg kommer på en person som faktisk så sygdommen og ikke blot ville have mig i arbejde igen. Samtalen med denne læge varede 30 minutter, han satte sig ind i hvordan jeg havde det og koncentrerede sig om de ting jeg sagde. Jeg er utrolig ked af samtalerne ikke kunne fortsætte sammen med ham, da han virkelig ville mig det bedste.

Tilbage hos min sagsbehandler på jobcenteret.

Hvad skulle hun nu finde på, så hun kunne få mig hurtigst muligt ud i arbejde. Til samtalerne havde jeg det som om hun bankede mig oven i hovedet fordi jeg ikke havde overholdt alle ting på listen. Jeg frygtede virkelig de samtaler, fordi hun faktisk ikke var særlig rar at snakke med, hun fokuserede så hårdt på jeg skulle i arbejde og fokuserede overhovedet ikke på at hjælpe mig med at blive rask.

Hun satte mig endnu en gang på et forløb, som hed noget jeg simpelthen ikke kan huske.
Det var et 8-ugers træningsforløb med først en indledende samtale. Første møde varede ca. 15 minutter, derefter fik jeg vist maskinerne og vi fik sammen lavet en træningsplan.
Jeg startede med at træne 1 gang i ugen og derefter 2 gange i ugen.
Det gik rigtig fint i starten, jeg lavede min træning og tog hjem igen. Jeg var udover træning også blevet lovet opfølgende samtaler og hjælp til CV og ansøgninger. Dette var der intet af. Det var blot træning.
Jeg hader at komme i et fitnesscenter, jeg har prøvet så mange gange før, det går fint i starten, men efter noget tid så gider jeg simpelthen ikke. Det er ikke fordi jeg ikke vil røre mig, men det er mere fitnesscenter som jeg ikke gider.

Jeg holdte dog ved i de 8 uger, og forlængede endda helt til min sygdomsperiode var sluttet. Med få sygedage.

Sygemelding i kun 22 uger

Man må kun være sygemeldt i 22 uger, så skal man være rask og klar på arbejde. Hvordan du bliver klar, tja, det skal du selv sørge for. Hvem skal gøre mig rask?

Da jeg havde måske 2 uger tilbage af min periode skulle jeg endnu en gang til lægen. Denne gang skulle jeg have samtale med en mandlig læge, som jeg i forvejen virkelig ikke bryder mig om.

Jeg kom ind og han spurgte om en masse ting.
Jeg fortalte hvordan jeg havde det, at det stadig ikke var godt, intet overskud, intet lyst til noget og hvordan man ellers lige forklare en depression. Til alt det jeg sad og åbnede op overfor ham, spurgte han om vi ikke bare skulle raskmelde mig? Øhmmm.. Lyder jeg rask? tænkte jeg. Han sagde så “ja, du kan jo altså ikke få en førtidspension, du er jo kun 28”. WOW! Smack in my face. Førtidspension?? Hvor kom dét lige fra? Jeg har en svær depression som jeg virkelig prøver og kæmper med alene. Intet hjælp at hente, nogen steder fra!

Da jeg kom hjem skiftede jeg læge.

Hvad skete der så?

Min sagsbehandler fra jobcentret ringede til mig dagen efter.
“Zenia, er du klar over hvad din læge har skrevet omkring dig og din sygdom til os?” Ja, det var jeg. og jeg er fuldstændig uforstående overfor hans vurdering af mig.
Ja, det kunne hun virkelig godt se, det passede slet ikke på beskrivelsen af mig. Vi aftaler at denne vurdering bliver kasseret.

Ugen efter er jeg til møde hos min sagsbehandler, hun fortæller, at hun gik videre med vurderingen fra min læge, og de derfor ikke kan tilbyde mig forlængelse af min sygdomsperiode. Nå.

Min sygdomsperiode slutter, alt slutter. Intet hjælp overhovedet.

Heldigvis, har jeg en veninde, som har en moster, som tilbød mig noget alternativ behandling. En behandling bestående af Bars, healing og massage. Dette prøvede jeg hos hende 3 gange. Det gav mig en fuldstændig vanvittig effekt og mega overskud i dagene efter.

Da jeg i efteråret, nogle måneder efter jeg var blevet raskmeldt, stod og stenede lidt i min stuen kom det pludselig til mig, jeg var rask nu.

Efter

Hvem skal gøre mig rask? Når jeg i tiden efter har tænkt over mit forløb, så føler jeg mig virkelig ikke som et menneske. Jeg er en brik i et kæmpe samfund, som bare skal passe ind og passe ens arbejde. Bliver du syg? Det duer ikke, du skal i arbejde.

Som I selv har kunne læse i mit indlæg her, så har jeg intet hjælp fået til at blive rask. Jeg er ikke blevet tilbudt psykolog, jeg er ikke blevet tilbudt vejledning. Jeg er blevet overladt til mig selv. Jo, ja, jeg blev tilbudt forløb som skulle gøre mig jobklar, min ikke rask.

Jeg er sikker på, at grunden til jeg er rask i dag, det er grundet de alternative behandlinger jeg modtog. Og som jeg er til evig tid taknemmelig for!

Kig tilbage

Når jeg kigger tilbage på tiden med en svær depression bliver jeg nogle gange skræmt over hvordan jeg havde det. det kan måske forklares lidt som at jeg gik rundt med briller på, som gjorde alting sløret, og den dag i dag, er der utrolig mange ting jeg har glemt.
Jeg har mistet utrolig meget af min tid med pigerne, grundet hukommelsen, jeg havde talebesvær og jeg var så træt. jeg takker min mand for den fantastiske støtte han har givet mig og min bedste veninde for at kunne holde mig ud!

Jeg stoppede selv min medicin fra den ene dag til den anden. Dette medførte en form for svimmelhed. Flere gange om dagen måtte jeg stoppe op fordi det sortnede for mine øjne og det hele kørte rundt. Dette aftog efter et par ugers tid, men det var voldsomt ubehageligt.

Nu

Jeg kan ærligt sige, at jeg nu har det godt. Jeg har masser af overskud til både de små og store ting. Hvem skulle gøre mig rask? Ja, det skulle jeg selv.

Jeg er stadig tyk, og kæmper pt med overvægt og meget lavt selvværd heraf. Men det skal nok komme. Det ved jeg.

Hvad gjorde mig egentlig syg? Det er et indlæg jeg måske vil prøve at skrive en dag.